Ansvarsfuld og serviceminded direktionssekretær til Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Har du lyst til at være med til at sikre, at direktionen har en velfungerende hverdag med materiale til tiden og styr på kalenderen? Kan du have sans for detaljen og samtidig bevare det store overblik? Og kan du lide at være blæksprutten med arme ud i alle dele af organisationen og også have en arm fri til at gribe nye bolde? Så er du måske vores nye kollega.

Vi søger en direktionssekretær til at bistå vores plandirektør og økonomidirektør. Dine vigtigste opgaver bliver at planlægge direktionens møder, styre kalenderen samt sikre, at sager og mødemateriale kommer både rettidigt og i god kvalitet. Og så er der de tusind andre administrative opgaver, som bidrager til at understøtte både direktionen og det øvrige Direktionssekretariat. En af dine første vigtige opgaver bliver at være med til at sikre en god opstart for vores nye plandirektør.

Stillingen er placeret i Direktionssekretariatet i Økonomiforvaltningen på Københavns Rådhus, hvor to dage sjældent er ens, humøret er højt og udsigten er god til Tivoli og byens tage. Din nærmeste kollega bliver den administrerende direktørs assistent og de øvrige medarbejdere i Direktionssekretariatet. Du bliver direktionssekretær for plandirektøren og økonomidirektøren, og du vil også indgå i betjeningen af den samlede direktion. Du kommer til at sidde i direktionens forkontor, hvor der kommer mange mennesker og opgaver forbi i løbet af en arbejdsdag, og hvor du hurtigt vil komme til at kende alle ansigter og de mange spændende dagsordener, vi arbejder med i Økonomiforvaltningen.

Vi lægger vægt på, at du

  • kan fastholde overblikket og tager ansvar for at følge opgaverne til dørs, også når der er travlt
  • kan identificere andres behov – måske endda før de selv kan
  • kan arbejde selvstændigt og koordinere egne opgaver
  • er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt
  • er imødekommende og har gode samarbejdsevner
  • har erfaring med betjening af øverste ledelsesniveau – gerne i en politisk styret organisation
  • har godt styr på Office-pakken og særligt Outlook og gerne sagsstyringssystemet F2
  • har en relevant uddannelse, fx kontoruddannelse, advokatsekretær e.lign.

Vi er ca. 15 medarbejdere i Direktionssekretariatet, hvor vi har en hyggelig og uformel omgangstone. Vi er en arbejdsplads med gode muligheder for personlig og faglig udvikling, og vi vægter det faglige og sociale sammenhold højt.

Ansættelsesforhold
Stillingen er fuld tid. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer.

Stillingen ønskes besat senest den 1. november 2026.

Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Iben Rønholt på 24 27 86 17 eller direktionsassistent Lisa Lindberg på 28 70 21 41.

Søg via linket senest søndag den 20. september 2026

Om Økonomiforvaltningen
Økonomiforvaltningen er en af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Der arbejder i alt ca. 3.600 personer i Økonomiforvaltningen, hvoraf ca. 300 af os har kontor på rådhuset. De fysiske rammer for dit arbejde vil således være Københavns historiske og smukke rådhus. Her betjener vi overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, og vi er tæt på det politiske liv i kommunen. Sammen har vi fokus på at skabe værdi for københavnerne og København. Du vil på rådhuset blive en del af et spændende arbejdsmiljø, hvor motivation, trivsel og det gode samarbejde er i højsædet og med gode muligheder for kompetenceudvikling.